I dag kan Elin Skov Hansen fejre 25-års jubilæum som chauffør hos Vejle Turisttrafik. Den 12. februar 1996 kørte hun sin første tur med plejehjemsbeboere i Billund Kommune. Elin Skov Hansen blev den første fastansatte chauffør i Vejle Turisttrafik, efter Henning og Benny Petersen havde overtaget busselskabet efter deres far. I dag kører hun med skoleelever til og fra Center for Høretab i Fredericia. En tur hun har kørt det seneste halve år.
- Jeg læste i avisen, at Vejle Turisttrafik manglede en chauffør til at køre plejehjemskørsel i Billund Kommune i forbindelse med, at selskabet havde vundet udbuddet. Så jeg ringede på annoncen, og de spurgte, hvornår jeg kunne begynde. Det er den nemmeste ansættelsessamtale, jeg har været til, fortæller Elin Skov Hansen om starten hos Vejle Turisttrafik.
Den erfarne chauffør nyder tilværelsen i busselskabet.
- Vejle Turisttrafik er et dejligt firma at være ansat i. Det er ligesom at være hjemme, og jeg nyder at være i firmaet, der er præget af gode kollegaer. Det er altid en fornøjelse at tage på arbejde. Jeg glæder mig over at have været med i firmaets udvikling. I dag er vi mange flere chauffører, end da jeg startede for 25 år siden som den første, siger Elin Skov Hansen.
Hos Vejle Turisttrafik glæder direktør Benny Petersen sig over at kunne fejre en 25-års jubilar.
- Det er fantastisk at vores første fastansatte medarbejder, kan fejre 25-års jubilæum, for det fortæller både noget om Elin Skov Hansen som ansat, og Vejle Turisttrafik som arbejdsplads. Hun er en dygtig chauffør og værdsat medarbejder, og det er bekræftende som arbejdsgiver, at vores første fastansatte chauffør har lyst til at være hos os i 25 år. Det fortæller, at vi gør noget rigtigt, siger Benny Petersen.