Vejle Turisttrafik er også i de næste tre år Guldsponsor og buspartner i Vejle Boldklub. Det lokale busselskab har i mere end femten år kørt for og bakket op om VB. Med den nye aftale fortsætter Vejle Turisttrafik som trøjesponsor for klubbens dygtige U/19-Ligahold, og som noget nyt bliver Vejle Turisttrafik buksesponsor for Malthe Amundsen.
- Vi glæder os over at fortsætte et fremragende samarbejde, som er særdeles givende for begge parter, med en længerevarende aftale. Efter nedrykningen fra Superligaen har Vejle Boldklub skabt et slagkraftigt hold, som giver gode forudsætninger for en hurtig tilbagevending til landets bedste række, og vi ser frem til et spændende forår. Med samarbejdet får vi skabt synlighed om Vejle Turisttrafik og er samtidig del af et stærkt erhvervsnetværk. Og Vejle Boldklub bliver kørt til kampene i moderne busser med vores dygtige chauffører bag rattet, siger direktør i Vejle Turisttrafik Benny Petersen.
Han glæder sig over, at klubbens U/19-Ligahold, som spiller med Vejle Turisttrafiks logo på trøjen, er placeret på 3. pladsen ved vinterpausen.
- Vejle Boldklub er kendt som en talentfabrik, og det er en fornøjelse, at ”vores” U/19-ligahold klarer sig godt, og klubbens egne talenter som Thomas Gundelund og Arbnor Mucolli gør en god figur på NordicBet Liga-holdet, siger Benny Petersen.
Vejle Turisttrafik bakker op og samarbejder med en lang række lokale og regionale sportsklubber. Det drejer sig om Triangle Razorbacks, FC Fredericia, Vejle Svømmeklub, HK Give Fremad, Hedensted IF, Vejle Håndbold Klub, Vejle FC, Vejle Kammeraterne, Hover IF og Vejle Boldklub (amatørafdeling) og Ammitsbøl Fodbold.
Arkivfoto: Johnny Kristensen, Vejle Boldklub.