Tidligere på året vandt Vejle Turisttrafik et større udbud om at blive lokalbus-operatør for Sydtrafik i Vejle Kommune. Aftalen gælder fra efter efterårsferien 2022, og vi er godt i gang med arbejdet med at blive klar til at løfte opgaven. Derfor har vi bestilt seks spritnye Mercedes Benz Intouro rutebusser hos Evobus Danmark A/S til levering næste år.
- Flere af vores gode samarbejdspartnere har budt ind på opgaven, når valget faldt på Evobus Danmark A/S og Mercedes Benz Intouro skyldes det en kombination af prisen på driftssikre busser, et lokalt serviceværksted, og et mangeårigt samarbejde med Evobus Danmark A/S omkring turistbusser, der strækker sig helt tilbage til Vejle Turisttrafiks begyndelse i 1975, siger vognmand Henning Petersen fra Vejle Turisttrafik.
- Et afgørende parameter blev, at Evobus har et serviceværksted lokalt i Nørre Snede. Det er vigtigt i forhold til daglig rutekørsel, at vi har eksperter og reservedele tæt på, hvis der skulle opstå udfordringer, siger Henning Petersen.
Han glæder sig til at præsentere de nye Mercedes Benz Intouro rutebusser for passagererne på lokalbus-ruterne, når Vejle Turisttrafik overtager kørslen efter efterårsferien 2022.
- Der er tale om en helt ny model af Mercedes Benz Intouro, der endnu ikke er på vejene, og med Euro 6-motor har bussen den sidste nye teknologi inden for fossile brændstoffer, siger Henning Petersen.
Mercedes Benz Intouro har en længde på 12,18 meter og har plads til i alt 96 passagerer fordelt med 55 siddepladser og 41 ståpladser. Busserne kommer naturligvis i Sydtrafiks mørkeblå farve.